Menu

Pressemeddelelse

image
04. maj 2024 kl. 17:04
Pressemeddelelse

Næstved IF Fodbold og Talentcenter Sydsjælland modtager kr. 900.000,- i træningskompensation.

Endnu en god historie har ramt fodbolden i Næstved. Vores tidligere ungdomsspiller og en del af Talentcenter Sydsjælland, Nilas Yacobi, skrev sidste år kontrakt med Bundesligaklubben Wolfsburg, efter et kort ophold hos Brøndby efter at have tilbragt de første 10 år hos os. Skiftet til Wolfsburg har betydet, at der kommer en pæn stor træningskompensation til Næstved IF Fodbold og Talentcenter Sydsjælland.
Den økonomiske indsprøjtning er naturligvis noget, som luner gevaldigt.

Formand for Næstved IF Fodbold David Schjelde siger: ”Jeg ved at Nilas og hans familie blev stolte, da de fik at vide, at vi har fået penge på skiftet. Det kan Nilas med rette være. Vi takker de trænere, der har gjort deres, men det er Nilas’ hårde arbejde, der nu giver midler til, at vi kan gøre endnu mere i vores talentcenter i de kommende år. Tak Nilas! - for at vise vejen for alle de andre”.
Casen med Nilas Yacobi er en blåstempling af det arbejde, der lægges for dagen af vores trænere og ledere i Talentcenter Sydsjælland, samt af den strategi, der er i klubben med at investere i egne talenter og udvikle dem til klubbens eget divisionshold, eller som i dette tilfælde med Nilas til en højere hylde i Europa.

”Det her er en fantastisk historie for os som klub. Dette scenarie er netop én af de ting, som vores talent setup skal finansieres af. Det gør, at vi kan bringe endnu flere ressourcer i spil i vores arbejde med at udvikle både spillere og trænere i Talentcenteret samt at udvikle produktet som talentspiller i Næstved endnu mere i fremtiden, så det er helt naturligt, at unge håbefulde talenter enten bliver eller søger mod os, når de står foran et klubskifte. At vi har været med til at skabe en lovende karriere for en lokal spiller via vores målrettede arbejde i vores talentcenter, betyder alverden for os.

Jeg ser det som en pligt og en helt naturlig ting for alle større professionelle sportsklubber at give noget igen og investere i sine egne og give dem en fair chance, hvilket vi er stolte af, vi gør,” siger direktør i Næstved Boldklub Peter Nielsen.

Talentcenter Sydsjælland drives i et samarbejde mellem Næstved IF Fodbold og Næstved Boldklub.
Luk